Danmark havde en kæmpe chance for at redde verden fra klimakatastrofen ved COP 15 i 2009. Hvad gik galt, da Hopenhagen blev til Floppenhagen, og Danmark tabte den stort anlagte klimaaftale på gulvet? Connie Hedegaard tager os med ind bag kulisserne og fortæller om sin egen vej til klimabevågenhed, og om hvorfor det går så djævelsk langsomt, når nu vi ved, der er et problem. Hvert år samles 30.000 mennesker for at diskutere klodens klima. Det har de gjort i 30 år, og alligevel bliver vi ved med at se grafer, der går den gale vej og et stadigt vildere vejr. Hvis verdenssamfundet har fundet ud af, der er et problem, hvorfor løser vi det så ikke? Hvorfor mødes alle de mennesker til Klimatopmøde hvert år? Og vil de nogensinde kunne gå i takt i tide, inden det er for sent?